Når krybben er tom, bides hestene, og populister vrinsker særlig højt. De peger på alt det, de mener spolerer samfundet, uanset om det er elitære politikere eller økonomisk ulighed. Med enkle holdninger til komplekse problemer forfører de det folk, de gerne vil repræsentere. Sådan truttede Gracchus arrigt i Romerriget, og sådan definerer tidens trompetister deres næste som fjende. Men ifølge folkelig demokratiforsker Lars V. Johannsen fra Aarhus Universitet er det netop, når vi helst vil lukke ørerne for populismens protester, at vi skal lytte allermest. Det har historien ildevarslende vist.
